Vi arbejder ud fra et oplevelsesorienteret og eksistentielt ståsted og værdigrundlag og med vores humanistiske menneskesyn, tror vi på, at mennesker i udgangspunktet gør deres bedste, og at der bag enhver adfærd findes en mening. Vores grundlag bygger på at møde mennesket, hvor mennesket er med respekt, åbenhed og empati. Vi har fokus på den enkeltes oplevelser af verden og tager udgangspunkt i de muligheder og ressourcer, der er tilstede. Vi går op i, at de krav og forventninger der stilles til barnet eller den unge, er nogle de kan honorere og er indenfor nærmeste udviklingszone.
Vi arbejder anerkendende og relationspædagogisk og stræber altid efter, at de børn og unge vi møder, føler sig set og hørt. Vi vægter relationen højt og ser vigtigheden i at opbygge forståelse og tillid gennem samspil, hvor der kan udvikles styrket selvværd- og forståelse.
Gennem vores arbejde, både i (terapi)forløb, workshops/oplæg og som kontaktpersoner, støtter vi unge på livets, til tider, svære vej. Den pædagogiske indsats tager altid udgangspunkt i den enkeltes og/eller gruppens muligheder og ressourcer, hvor forløb og workshops tilrettelægges med øje for dette. Vi arbejder ud fra en anerkendende pædagogik, og fokus vil først og vigtigst være at skabe en tillids- og meningsfuld relation til de unge. Her kan vi arbejde med selvindsigt og forståelse, bidrage til at styrke de unges selvbillede, og opdagede ressourcer og evner, der er tilstede, så de unge kan lære sig selv at kende og dermed opleve at stå mere selvstændigt i eget liv. Herigennem skaber vi vigtige deltagelsesmuligheder i meningsfulde fællesskaber, så de unge kan få det godt med sig selv og det samfund de skal indgå i.
Vi møder dig der, hvor du er
Mennesker gør det godt, hvis de kan. Vores livssyn med denne tanke er, at mennesker som udgangspunkt gør deres bedste, og at vi først og fremmest er nødt til at kigge bag om adfærden, og møde den unge, hvor den unge er med en grundlæggende respekt, empati, nysgerrighed og anerkendelse. Vi tror på, at der en mening bag al adfærd, og at en anerkendende tilgang i mødet med den unge er en forudsætning for en tæt tillids- og meningsfuld relation, som yderligere er en forudsætning for tryghed, fast rammesætning og udvikling.
De Neuroaffektive kompasser
Vi er stærkt inspireret af og læner os op ad De neuroaffektive kompasser, som er udviklet af psykologen Susan Hart og udspringer af hendes teori Neuroaffektiv udviklingspsykologi. Den grundlæggende forståelse er, at vi udvikler os personligt, socialt og følelsesmæssigt gennem vores interaktioner med andre mennesker. Kompasserne indeholder tre niveauer i hjernen - den sansende, følende og tænkende hjerne. De tre kompasser kan bruges som et værktøj til at analysere på hvilket niveau den unge opholder sig i, for så at kunne støtte bedst muligt i alle tre niveauer med udgangspunkt i den enkeltes nærmeste udviklingszone.
Det autonome kompas/det sansende drejer sig om regulering af arousal i kroppens sansende system. Her kan vi hjælpe barnet eller den unge med at regulere og balancere det instinktive system og niveau af arousal.
Det limbiske kompas/det følende drejer sig om egne følelser og empati i socialt samspil. Vi kan her støtte barnet eller den unge i at mærke og rumme sine egne og andres følelser i det sociale møde.
Det præfrontale kompas/det tænkende drejer sig om mentalisering og refleksivitet. Her kan vi tale om at tankerne får et sprog, hvorfra der kan skabes en mening i det, den enkelte forstår. Her kan vi støtte barnet eller den unges tanker og forståelser om sig selv og andre, samt graden af mentalisering.